Kollaps af Kramnik

Den klassiske verdensmester, Vladimir Kramnik tabte i blot 20 træk

Blot 20 træk skulle der til, før Kramnik med udsigt til at tabe en officer måtte opgive 7. rundes parti mod Anand i Mtel Masters i Sofia.

7. runde (19.05):
Polgar     – Ponomariov   remis
Adams      – Topalov      0 – 1
Anand      – Kramnik      1 – 0

Den klassiske verdensmester har vist stor kampvilje i Sofia, men styrken er ikke på det normale høje niveau, og usædvanligt er det i hvert fald, at Kramnik i syv partier har tabt de tre.

Derimod viser den tidligere FIDE-verdensmester, Ponomariov, stor styrke, og en nærliggende tanke er, at den 22-årige ukrainer har genvundet motivationen efter Kasparovs tilbagetræk. Ponomariov så i denne runde ikke ud til at have de store problemer med at holde remis mod Polgar.

Topalov er kommet godt i gang efter fridagen og vandt sit andet parti i træk, men hvor sjette rundes sejr over Anand var imponerende, så blev gårsdagens parti mere vundet ud fra skidt spil af Adams. Englænderen stod ellers længe godt og pressede, men så skete mærkelige ting, hvor Adams først tillod Topalov at vinde to lette officerer for et tårn, for derefter at følge op med flere halvdårlige træk.

 Anand,V (2785)
 Kramnik,V (2753)
Mtel Masters (7) 2005

1.e4 e5 2.Sf3 Sf6 3.Sxe5 d6 4.Sf3 Sxe4 5.d4 d5 6.Ld3 Sc6 7.0-0 Le7 8.c4 Sb4 9.Le2 0-0 10.Sc3 Lf5 11.a3 Sxc3 12.bxc3 Sc6 13.Te1 Te8 14.cxd5 Dxd5 15.Lf4 Tac8 16.Dc1
Nyt i en kendt stilling. 16…Sa5 Logisk men efter hvids næste træk må sort gå tilbage med dronningen.
17.c4 De4??
Standard i lignende stillinger, men her taber det direkte, og selvom hvids næste to træk måske ikke er de mest oplagte, så bør en spiller af Kramniks kaliber ikke overse den slags.
18.Ld1! Dd3 19.Te3! Dxc4 20.Te5 1-0

Dobbelttruslen på Sa5 og Lf5 vinder en officer.


Stillingen:
1-2. Ponomariov (Ukraine), Topalov (Bulgarien) 4.0; 3-4. Polgar (Ungarn), Anand (Indien) 3.5; 5-6. Adams (England), Kramnik (Rusland) 3.0. 

Ottende runde spilles i dag, 20.05, fra klokken 13:30 med følgende program:

Ponomariov – Anand
Kramnik    – Adams
Topalov    – Polgar

På turneringens hjemmeside er der meget mere info og naturligvis mulighed for at følge partierne live:

http://www.mtelmasters.com/